I aften kan du se dokumentaren 'Kongens foged', hvor vi følger Else Skyum fra Fogedretten i Glostrup. Det er landets andenstørste fogedret, og der er kommet markant mere arbejde til den siden finanskrisen. Det fortæller Julie Slott, der er funktionschef ved fogedretten i Glostrup og chef for Else Skyum, hvis arbejde du kan følge i Phia Ambos barske dokumentar 'Kongens foged' i aften kl. 20.00 på TV 2. - I 2012 havde vi 570 sager, hvor fogeden rent faktisk rykkede ud til huset, og det er langt flere end tidligere, oplyser Julie Slott til tv2.dk. Fogeden Else Skyum sætter således i gennemsnit 11 danskere på gaden på en almindelig arbejdsdag.