Filmen 'I dine hænder' handler om den unge sygeplejerske, Maria, der lever et isoleret liv i København. Maria har en forkærlighed for Niels, en ung, uhelbredeligt syg mand, som bor på det plejehjem, hvor hun arbejder. I takt med, at hans kropsfunktioner sætter ud, vokser den unge mands sorg og afmagt over for sygdommen til et altoverskyggende ønske om aktiv dødshjælp. Familien afstår fra at hjælpe, men Maria indvilliger i at ledsage Niels til Schweiz, hvor han kan få professionel hjælp til at gøre en ende på sit liv. Sammen drager de ud på en rejse, der ikke alene bringer dem tættere på hinanden, men også på hver deres respektive drømme.