I den lille by Kamenka i Transnistrien, en selvudnævnt stat beliggende mellem Ukraine og Moldova, hænger en gruppe teenagere ud på en forladt byggeplads. Tanya er den eneste pige i gruppen og alle drengene lader til at være forelsket i hende og de kæmper for at få hendes opmærksomhed. Den unge vennegruppe har ikke gjort deres uddannelser færdige og de har svært ved at finde jobs. De tilbringer deres dage og nætter udendørs i hinandens selskab, hvor de på vovet og ubekymret vis udforsker forladte byggepladser, bader i søer og solbader mens de taler om deres håb og drømme. Transnistrien er dog ikke et idyllisk miljø for unge mennesker og sporene fra den tidligere kommunistiske stat hænger tungt i luften.