Sangerinde, skuespiller. Født 1/1 1944 (D. Larsen). Gift med guitarist Cliff Gentle, og er i nogle sammenhænge krediteret som Daimi Gentle. Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003): Daimis stjerneperiode som revy-sangerinde og musicalførstekraft varede 10 år (1964-74), inden hun fik nok og meldte sig ud af ræset. Hendes store tid på lærredet var langt kortere: to år (1966-68), og så var det reelt slut, bortset fra spredt birolleoptræden. I sen-60'ernes forvirrede brydningstid var Daimi beroligende gammeldags: humørfyldt, frisk og uimponeret inkarnerede hun den søde folkelige hverdagspige med runde kinder og bramfri replik. Ferskheden truede, men ikke blot fornemmedes hendes lyse gå-på-mod ægte - hendes suveræne musikalitet og sjove, distinkte replik- og sangtekst-betoninger skilte hende ud. Hun så sig selv primært som sangerinde. Hun filmdebuterede ukarakteristisk som skrap pigtråds-sangerinde i "Don Olsen kommer til byen" (1964) - i duet med Otto Brandenburg, men rollen er lille. Også i Ellehammer-filmen "Nu stiger den" (1966) har hun en indlagt sang - på en varieté synger hun en autentisk vise om flyvepioneren. Musicalen var klart Daimis filmchance, og hun udnytter den til fulde i "Tre små piger" (1966), Ebbe Langbergs vellykkede filmvaudeville. Her er hun sprælsk og utraditionelt sjov som en lidet fornem komtesse, i samspil med Susse Wold og Malene Schwartz. Klaus Rifbjerg så en beslægtet ånd i hendes frejdige folkelighed og skrev musicalmanuskriptet "Jeg er sgu min egen" (1967) specielt til hende. Hun er pigehjemspigen på eventyr i de voksnes faldgrube-verden, skiftevis rapkæftet og fortabt, men ikke hjulpet af Ballings noget klodsede iscenesættelse af dansenumrene. Bedst lykkes hendes sange, komponeret af Bent Fabricius-Bjerre - deriblandt den meget Rifbjergske "Jeg sætter min hat som jeg vil". Selv om filmen kom ud med et underskud på over en kvart million, lavede Balling en opfølger, også med Rifbjerg som manuskriptforfatter. I "Det var en lørdag aften" (1968) er Daimi den jævne pige, der længes efter sin sømandskæreste, Morten Grunwald, men filmens forsøg på hverdagspoesi forløses ikke visuelt, og nu var underskuddet over en halv million. Daimis karriere-ambitioner var især knyttet til hendes første tre år som rendyrket popsangerinde (1961-64). Da hun blev træt af poppen, fik hun nærmest sin filmskuespillerkarriere foræret - og fik også ret hurtigt nok af den. Hun synes i hvert fald ikke at have stræbt voldsomt efter at komme foran kameraerne i de følgende år, hvor hun ses i en ganske køn lille rolle som servitrice i Martin A. Hansen-filmatiseringen "Løgneren" (1970), men har sin største rolle i reportagefilmen over turnéforestillingen "Solstik på badehotellet" (1973). Her har hun Birgitte Reimers gamle glansrolle som piccolo, men overskygges af Dirch Passers inspirerede klovnerier som Dr. Graa. Efter en gæsterolle i "Barndommens gade" (1986) som hvas baggårdsmor giver Wikke & Rasmussen hende et glædeligt birolle-come-back som den bestemte, men heldgivis også syngende plejehjemsleder i "Flyvende farmor" (2001).